Foredragsholder

Der sker noget enormt spændende i mit liv!

Længe har det været mit håb at blive SIND foredragsholder, og noget kunne tyde på, at det er en drøm, der kommer til at gå i opfyldelse. Under alle omstændigheder har de indledende korrespondancer fået mig til at tænke over, hvilket slags foredrag, jeg ønsker at formidle.
Hvad er mit budskab? Hvem taler jeg til? Hvad skal det indeholde?

Det betyder, at jeg på nuværende tidspunkt har skrevet og arbejdet med et foredrag, som jeg kalder ”Sprød i Psyken Og Andre Historier”. Rammen om foredraget er min personlige fortælling, men det er min hensigt at tilrettelægge det til den kontekst, foredraget holdes i, som derfor retter sig mod forskellige målgrupper.

Mit udgangspunkt for at holde et foredrag har rødder i en baggrund med psykiske udfordringer og indlæggelse, men ikke mindst jagten på at søge lykke og mening – og endda finde den. Udover min såkaldte brugerbaggrund er jeg uddannet sygeplejerske og har teoretisk såvel som praktisk erfaring også med psykiatrien samt de sundhedsbegreber, der definerer, hvordan vi betragter sygdom og lidelse. Vores måde at anskue sundhed og sygdom på, fortæller også noget om vores forventninger til recovery og ’helbredelse’. Det har personligt været en stor rejse for mig at finde ud af, hvor jeg skulle placere mig selv i forhold syg – rask og især lære at lægge diagnosen bag mig.

Til dagligt arbejder jeg i København indenfor neurologi, som beskæftiger sig med mennesker med blodpropper i hjernen, skader i hjernen efter uheld, epilepsi og mange flere mere eller mindre sjældne nerve- eller hjernelidelser.

HVAD: Foredraget hedder som sagt ”Sprød i Psyken Og Andre Historier”.

Det er inddelt i fem ’kapitler’:

1) Begyndelsen – når kærestens ansigt forvandles til et uhyre: Den første del af foredraget har til hensigt at sætte lytteren ind i de oplevelser, der først fik mig til at indse, at noget var galt. Det handler om smerte, selvhad, skam, selvdestruktivitet og kærlighed, der ikke var stærk nok til at holde sammen på et tvangspræget, indre kaos.

2) To Be Or Not To Be – om at få en psykiatrisk diagnose: Næste del handler mere specifikt om psykiatriske lidelser, om at få påsat et label, om forskellen på at være en diagnose og få en diagnose, om at miste troen på fremtiden og alligevel bevare et minimum af håb om, at livet kan være anderledes.

3) Søster Beatrice – om skam, selvhad og destruktion: Søster Beatrice er personificeringen af min spiseforstyrrelse, som har præget mit liv siden 12-års-alderen så meget, at det kræver at få nogle ord. Det er et kapitel om hvor langt ud man kan komme, når man ikke har et hjem inde i sig selv.

4) Videre hvordan? – om at tage ansvar, når man helst vil ligge i forsterstilling og spise ostepops: Hvad er det så, der gjorde, at jeg begyndte at få det bedre? Hvornår begyndte det at vende? Hvor går grænsen mellem at kende sin begrænsninger og samtidig tage et ansvar for sit eget liv? Skal man kræve mindre og vise hensyn til et menneske, der har psykiske udfordringer?

5) Uden titel – om fremtid, om retning, om nuet: En status om, hvor jeg er nu. En tilkendegivelse af min dybe taknemmelighed og ydmyghed over at erkende, at livet kan være så godt; at man kan være til uden at have så ondt i sjælen.

HVEM: Foredraget retter sig mod pårørende, mod folk under uddannelse eller arbejdspladser, der er i berøring med mennesker med psykiske udfordringer primært.

HVOR: På grund af skiftende arbejdstider, er jeg ret fleksibel både i forhold til tidspunkt og sted, så længe det er med rimelig varsel.

Jeg håber så uendeligt meget, at det bliver til noget.
Skulle du dog falde over min hjemmeside og på baggrund af mit indlæg finde interesse i at høre mit foredrag, er du meget velkommen til at kontakte mig herigennem.
Venlig hilsen Signe Marie

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s